Buddhismen kom fra Indien til Kina via silkevejen for mere end 2000 år siden. Når der skrives kinesisk buddhisme, er det fordi, der har været tale om et kulturmøde mellem den indiske buddhisme og den allerede eksisterende kinesiske kultur. Derfor har buddhismen været nødt til at tilpasse sig den kinesiske kultur, hvilket over tid også er lykkedes, således at buddhismen nu er den største religiøse retning i Kina. Kinesiske buddhisme er en tilpasset udgave af Mahāyāna buddhismen, som gjorde plads til at inkorporere de kinesiske folkeguder i gudebilledet. Yderligere var det i Mahāyāna buddhismen muligt for alle at følge Buddhas vej og opnå nirvana, hvis ikke som buddha så som bodhisattva.

Problemerne med den indiske buddhisme i Kina

Idéen om karma var problematisk i dets indiske form, da det indbefattede en idé om, at det enkelte individ kan genfødes ind i en vilkårlig familie. Dette var hverken i tråd med folkereligionen eller kongfuzianismen, hvor forfædredyrkelse blev praktiseredet som en del af Xiao (sønlig ærbødighed). Derudover strider den indisk buddhistiske idé om, at alt i livet er lidelse og en illusion, imod kinesernes syn på vigtigheden af at opretholde balance og harmoni mellem mennesker, samfund, naturen og himlen. Disse problematikker er løbende blevet justeret, således de nu passer ind i den kinesiske folkereligion og generelle livsanskuelse.

Til videre læsning

Nielsen, Klaus Bo, Kinesisk religion og livsanskuelse- fra arkaisk til moderne tid, 2012, Aarhus Universitetsforlag